På eventyr i Storbritannien: Vild med Wales

Så kom Jeppe på besøg! Det havde jeg set frem til længe, og hvor var det dejligt at hente ham ved bussen. Der var så mange ting, jeg gerne ville vise ham, og så mange ting han gerne ville se, så vi nåede selvfølgelig ikke det hele.

Selv vores planlagte roadtrip gennemgik et lille ændring. Vi ville have været til Nordwales, men der havde jeg nok været lidt optimistisk, så det blev Sydwales i stedet for. Men det gjorde ikke noget, for vi havde en fantastisk tur.

Vejret var med os, da vi lørdag morgen kørte sydpå mod Stonehenge. Det var gået helt fint for Jeppe med at køre ud af Oxford i den forkerte side af vejen. Der var lidt start-nervøsitet, men han fandt hurtigt ud af det. Nu var vi kommet ud af Oxford og ud på en større vej, og da han lige havde vænnet sig til, at bilerne overhalede fra den forkerte side, gik det rigtig godt.

Vi nåede sikkert frem til Stonehenge, og selvom klokken kun var lidt over 10, var der allerede mange mennesker. Men det var heldigvis til at komme til at se stenene og få taget nogle flotte billeder, uden at få alle de japanske turister med på billederne. Det var rigtig fedt at se Stonehenge, og det er et imponerende syn, men jeg må indrømme, at jeg troede, de var lidt større.

Derfra kørte vi nordpå igen, og nu kom vi ud på lidt mindre veje, og ind gennem en masse små byer. Og det var ind i centrum. Ikke noget med at lede vejen uden om. Og så fandt vi ud af, at de er utrolig glade for rundkørsler herovre. Der er rundkørsler alle steder herovre! Og mange af dem er små rundkørsler, som folk bare kører lige over, så det giver ikke rigtig nogen mening. (Morten: de får rundkørslen i Abildå til at se gigantisk ud!).

Så kom vi til Wales. Vores første stop var Caerphily Castle, det største slot i Wales. Hvis man forestiller sig et slot fra middelalderen (det er bygget i 1200-tallet), så er det sådan her, det ser ud. Det ligger rigtig idyllisk ved en sø, og der er voldgrav og det hele. Faktisk er der to voldgrave, man skal over, inden man er inde på slottet.

Bagefter gik vi i gang med at finde et sted at sove. Vi havde ikke bestilt noget hjemme fra (hvilket var heldigt, da vi ikke kunne nå at køre til Nordwales), så det var ret spændende, hvad vi fandt. Vi havde set en by på kortet, som ikke lå langt far motorvejen, og vi havde tænkt, at det kunne være noget. Det viste sig dog at være en stor industriby, og det gad vi ikke. Så vi ledte videre. Vi kørte nordpå, væk fra motorvejen, og her fandt vi et lille hotel (som lå ved en rundkørsel – de er virkelig alle vegne!), og der holdt vi ind for at se nærmere. Vi var knap nok kommet ud af bilen, før vi så tre lokale fyre stå og drikke øl og høre høj musik i baggården. Lidt dans var der måske også. Men vi skyndte os væk. Det kom ikke helt op på siden af det idylliske Bed and Breakfast vi havde forestillet os. Efter at have kørt lidt længere, fandt vi (med hjælp fra Lonely Planets guide), en lille hyggelig by ved navn Llandeilo, lige i udkanten af Brecon Beacon national Park. Vi spurgte de lokale om vej til et hotel, og der var åbenbart to muligheder. Jeppe insisterede på at prøve det, der var tættest på, hvilket viste sig at være klogt. Vi var dog lige ved at blive skræmt væk af et skilt, der sagde, at hotellet havde været nævnt i Michelinguiden, men vi gik alligevel ind. De var helt booket op, men den fest de havde der, skulle ikke brude det ene værelse, så vi fik det. Og endda til en bedre pris. Det var et 85 punds værelse, men vi fik det til 65. Og det var alle pengene værd! Nej, hvor var det lækkert. Skønt. Så vi havde en fantastisk aften i Llandeilo med god indisk mad på den lokale restaurant.

Dagen efter startede vi med at spise den fantastiske morgenmad, der var med i prisen. Der var buffet med yoghurt, cornflakes, frugt, juice, toastbrød mm. Men der ud over kunne man få lavet lige det, som man ville af bl.a. stegte champignoner, stegte tomater, pølser, baked beans, omeletter, scrambled eggs og meget mere. Uhm….

Så kørte vi mod Carreg Cennan Castle, som skulle ligge lige i nærheden. Det gjorde det også, og selvom Jeppe kørte fantastisk, så blev det alligevel en lidt speciel køretur. Vejen var ikke ensrettet, men den var kun lige bred nok til en bil. Og der var hække i siderne, så der var ikke rigtig plads til at køre forbi hinanden. Men vi kom frem. Og hvor var slottet flot i morgensolen. Det ligger på toppen af en bakke, så vi kunne se det et godt stykke før. Det er dog kun en ruin i dag. Det blev bygget i det 13. århundrede i forbindelse med Edward den 1.s erobring af Wales. I 1400-tallet blev det desværre nedlagt og delvis ødelagt under rosekrigene, da huset York ville forhindre huset Lancaster i at bruge det.

Derfra forsatte vi af de små veje et stykke tid (vi var heldige at alle folk var i den lokale kirke, som vi kørte forbi, så vi mødte ikke mange modkørende), hvorefter vi tog nogle større veje ind gennem Brecon Beacon National park, hvor naturen var fantastisk smuk. Desværre havde vi ikke tid til at vandre rundt der. Det vil jeg tilbage og gøre engang!

Da vi kom ud af Brecon Beacon national park, holdt vi ind ved Raglan Castle, i den østlige del af Sydwales. Det var også et rigtig flot slot, som dog blev delvist ødelagt af Oliver Cromwell under Borgerkrigen. Det var bygget sidst i middelalderen, og egentlig ikke til et forsvarsværk, men mere som et symbol på rigdom og magt. Det kan man godt se. Det er rigtig flot, og meget imponerende. Jeg gad godt have set det i dets storhedstid.

Så vendte bilen mod England, hvor vi var tilbage i Oxford sidst på eftermiddagen. Begge to i god behold efter at have kørt i venstre side. Piece of cake!

Jeg skal helt sikkert tilbage til Wales igen. Jeg er vild med det land! Jeg kan virkelig anbefale det.

Et link til et kort over den rute vi kørte:
https://maps.google.dk/maps?hl=da&tab=wl